Nyhedsbrev fra Team Refusion oktober

Læs om Adgang til Lønportalen fra 1. december 2017, refusion ved graviditetsbetinget sygdom og anmodning om refusion ved delvis sygdom.

Adgang til Lønportalen fra 1. december 2017

Pr. 1. december 2017 bliver NemID Java-fri. For at sikre adgang til Lønportalen skal I derfor via eget IT-kontor have installeret et browser-plugin til ”NemID Nøglefilsprogram” inden 1. december 2017.

I kan finde driftsstatus og nyheder om Lønportalen her 

Refusion ved graviditetsbetinget sygdom

Efter barselsaftalen har en medarbejder ret til graviditetsorlov med løn 6 uger før forventet fødsel – men arbejdsgiveren er først berettiget til refusion af barselsdagpenge 4 uger før forventet fødsel.

Hvis en medarbejder bliver sygemeldt før fødslen grundet graviditetsgener, er der mulighed for at anmode om refusion fra et tidligere tidspunkt end de 4 uger før fødslen, hvis de almindelige betingelser for barselsdagpenge er opfyldt.

Ved graviditetsbetinget sygdom er der ret til barselsdagpenge fra 1. fraværsdag. Sygdom før fødslen, der ikke skyldes graviditetsgener, betragtes som almindeligt sygefravær, og der kan anmodes om sygedagpengerefusion efter de almindelige regler herom. Det er derfor vigtigt, at medarbejderen oplyser, om sygdommen er graviditetsbetinget, eller om der er tale om almindelig sygdom.

Ankestyrelsen har afgjort, at der er ret til refusion af barselsdagpenge i den periode, hvor der overenskomstmæssigt er ret til at gå på orlov. Det betyder, at der er ret til refusion af barselsdagpenge frem til de 4 uger før forventet fødsel, selvom medarbejderen reelt går på graviditetsorlov 6 uger før forventet fødsel. En forudsætning er dog, at medarbejderen opfylder kravet om uarbejdsdygtighed i barselslovens § 6 og er sygemeldt i hele perioden frem til forventet fødsel.

Retten til refusion af barselsdagpenge fra 1. fraværsdag forudsætter lægelig dokumentation. Det er derfor vigtigt, at anmeldelsen af fraværet sker så tidligt som muligt, da det kan være svært for lægen at vurdere, om fraværet er graviditetsbetinget, hvis det er længe siden, at medarbejderen har været fraværende. Det er Udbetaling Danmark, som via medarbejderen indhenter den lægelige dokumentation efter indsendelse af refusionsanmodningen.

Anmeldelsesfristen for anmodning om refusion af barseldagspenge fra 1. fraværsdag er 5 uger efter 1. fraværsdag. Hvis anmeldelsen ikke sker rettidigt, vil der først være ret til refusion fra anmodningstidspunktet.

Anmodning om refusion ved delvis sygdom – krav om minimum 4 timers sygefravær pr. uge

Sygedagpengelovens § 7, stk. 2 angiver følgende om delvis sygdom:

”En lønmodtager er delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, når det skønnes, at den pågældende kun kan udføre arbejdet delvis, eller når to eller flere behandlinger, der er foreskrevet af en læge eller tandlæge, medfører delvist fravær fra arbejdet. Det er en betingelse, at lønmodtagerens fravær er på mindst 4 timer pr. uge, hvori indgår befordring og ventetid ved ambulante behandlinger.
Betingelsen om mindst 4 timers fravær pr. uge gælder ikke for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 70 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

For medarbejdere, hvor der er indgået en § 56-aftale, gælder ligeledes et krav om minimum 4 timers sygefravær pr. uge – se pkt. 24.3.4.2. i den Personaleadministrative Vejledning (PAV).

Vær opmærksom på, at Ankestyrelsen har afgjort, at der starter en ny arbejdsgiverperiode, når medarbejderen i én enkelt uge har været sygemeldt mindre end 4 timer og efterfølgende får et sygefravær på mere end 4 timer pr. uge.

Vi anmoder som udgangspunktet ikke om refusion i de tilfælde, hvor en medarbejder ikke opfylder kravet om mindst 4 timers sygefravær pr. uge. Hvis I har bevæggrunde, der tilsiger, at vi alligevel skal anmode om refusion ved sygefravær under 4 timer pr. uge, er det vigtigt, at I giver os besked herom.

Delvis sygdom er også beskrevet i nyhedsbrevet for juni måned