Nyhedsbrev fra Team Refusion november

Læs om: Frist for anmodning om barselsrefusion, nye regler for fædre-/medmødreorlov, sygedagpengerefusion for medarbejdere på plustid og refusion ved graviditetsbetinget delvis sygdom.

Husk at indsende den godkendte barselsaftale i god tid

For at sikre at vi rettidigt kan anmode om refusion for medarbejdere på barsel ved Barselsfonden, er det vigtigt, at I indsender barselsaftalen senest 4 uger efter påbegyndt orlov.

Fristen for anmodning om refusion ved Barselsfonden er 5 måneder efter udgangen af det kvartal, som refusionen vedrører. Hvis anmodningen ikke indsendes inden fristen, bortfalder kravet på refusion.

Læs evt. mere på Barselsfondens hjemmeside 

Fra 1. januar 2018 ændres reglerne for afholdelse af fædre-/medmødreorlov

Efter barselslovens § 7, stk. 3, har fædre eller medmødre ret til orlov i 2 sammenhængende uger efter fødslen eller inden for de første 14 uger efter fødslen.

Kravet om sammenhængende uger betyder, at der skal holdes orlov i hver uge. Faderen eller medmoderen kan fx holde orlov med en dag om ugen over 10 uger, da der holdes orlov i hver uge. De kan derimod ikke holde orlov med fx 1 dag i den 1. uge efter fødslen og 1 dag i den 4. uge efter fødslen osv.

Fra den 1. januar 2018 ændres reglerne, så de 2 ugers orlov kan afholdes som ikke-sammenhængende perioder inden for de første 14 uger efter fødslen. Det er dog en forudsætning, at der indgås en aftale med arbejdsgiveren herom.

Ændringen betyder i praksis, at en fader eller medmoder nu vil kunne afholde én uges orlov umiddelbart efter fødslen og én uges orlov i uge 8 efter fødslen. Det vil også være muligt at holde orloven som enkeltdage - fx i 1. dag i den 1. uge efter fødslen, og 1. dag i den 4. uge efter fødslen osv. Fraværet skal dog fortsat ligger inden for de første 14 uger efter fødslen.

Ovenstående mulighed er ligeledes ændret for adoptanter.

Sygedagepengerefusion til medarbejdere hvor der er indgået aftale om plustid

I nogle overenskomster/arbejdstidsaftaler er der mulighed for at indgå en aftale om plustid. Plustid er en individuel ugentlig arbejdstid, der er højere end 37 timer om ugen – der kan dog kun indgås aftale om plustid med maksimalt 42 timer i gennemsnit pr. uge.

Udbetaling af sygedagpenge fra kommunen kan som udgangspunkt ikke overstige det maksimum, der er nævnt i sygedagpengelovens § 50, stk. 1 – hvilket for 2017 vil sige kr. 4.245 pr. uge. Det betyder i praksis, at der ’kun’ er ret til sygedagpengerefusion for det, der reelt svarer til 37 timer om ugen, selvom medarbejderen arbejder fx 42 timer om ugen.

Hvis medarbejderen er delvis syg, vil beregningen af sygedagpengerefusionen ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skulle ske ud fra nedenstående beregning:

For en person, der arbejder mere end 37 timer, beregnes sygedagpengene pr. time ved at dividere ugemaksimumsbeløbet med det ugentlige antal arbejdstimer. Personens beløb pr. time vil dermed være under timemaksimum.

Hvis personen delvist genoptager arbejdet, skal det beregnede beløb pr. time ganges med antallet af fraværstimer i sygeperioden.

Graviditetsbetinget delvis sygdom i perioden frem til og i den første del af graviditetsorloven 

I nyhedsbrevet for oktober skrev vi om refusion ved graviditetsbetinget sygdom. I dette nyhedsbrev vil vi gerne præcisere indberetningen i de tilfælde, hvor en medarbejder er delvis syg i perioden frem til graviditetsorloven.

Efter barselsaftalen har en medarbejder som tidligere udmeldt ret til graviditetsorlov med løn 6 uger før forventet fødsel – mens arbejdsgiveren først er berettiget til refusion af barselsdagpenge 4 uger før forventet fødsel. Ret til refusion fra et tidligere tidspunkt end 4 uger før fødslen er til stede, hvis medarbejderen fx bliver sygemeldt grundet graviditetsgener.

Hvis en medarbejder har været delvis syg i perioden op til graviditetsorloven, så har man ret til refusion af det delvise sygefravær i hele perioden frem til de 4 uger før fødslen, selvom medarbejderen er gået på graviditetsorlov 6 uger før forventet fødsel.

En forudsætning er dog, at medarbejderen er sygemeldt frem til fødslen. Hvis der af sygemeldingen fremgår et bestemt antal fraværstimer pr. uge, vil det være disse, der danner grundlag for refusionsberegningen. Hvis der ikke af sygemeldingen fremgår et bestemt antal timer, vil der være ret til refusion pr. uge for det antal timer, som medarbejderen var sygemeldt i ugen før påbegyndelsen af graviditetsorloven