Nyt fra Statens Administration - september 2016

I dette nyhedsbrev: - Flytning af finansprocesser til Hjørring - Overdragelse af Debitor - Personalenyt - Opdateret kreditorkontakt

Nyhedsbrev udsendt 30.09.2016

Regnskab påbegynder flytningen af finansprocesserne til Hjørring

I oktober og november vil medarbejderne i det nyetablerede Finansteam i Hjørring blive uddannet og oplært i alle Regnskabs finansprocesser.

Undervejs i forløbet vil alle kunder løbende blive informeret om overdragelsen af de enkelte finansprocesser, og hvilke kunder der bliver berørt hvornår.

Den 3. oktober starter det nyetablerede Finansteam i Hjørring. Teamet består af 15 nystartede medarbejdere og 7 medarbejdere, som har rokeret fra de to Kreditorteams til Finansteamet. Vi starter med et basis oplærings- og uddannelsesforløb med fokus på forståelse af vores firkløver-systemer, statsregnskab mm. Herefter vil medarbejderne blive undervist i de forskellige delprocesser indenfor Finans, og undervejs i forløbet vil teamet løbende overtage ansvaret for disse delprocesser.

Finansområdet er de sidste processer, som SAM i Hjørring skal overtage. Uddannelses- og overdragelsesforløbet vil foregå i perioden fra den 4. oktober til den 30. november.

Gennem de næste par måneder vil vi sørge for, at der regelmæssigt blive sendt informationer ud til alle kunder, så der løbende bliver orienteret om de næste skridt i forløbet. Det vil være informationer, der handler om flytning af delprocesser, samt anden relevant information i forbindelse med overdragelsen.

Der vil fortsat være en tæt dialog mellem SAM i Hjørring og SAM i Købehavn/Viborg, som vil give denne overdragelse bedst mulige vilkår. SAM har stor fokus på den kommende årsafslutning, hvilket bl.a. er et af de områder, som vi løbende vil holde jer informeret om.

Status på overdragelse af Debitor

Den anden bølge, flytningen af Debitor, er gennemført og ansvaret for debitorprocessen ligger nu i Hjørring.

Der har i oplæringsfasen været lagt vægt på opbygningen af ”det gode fundament”, hvor medarbejderne i Hjørring har fået introduktion til Statsregnskab, Navision Stat, flere dages momsundervisning og Statens Administrations debitorprocesser. Dette er sket i et godt samspil mellem medarbejderne i København, Viborg og Hjørring.

Personalenyt

Kontorchef Jørgen Kamp Knudsen og kontorchef Malene Sau Lan Leung har fået nyt job.

Jørgen Kamp Knudsen starter den 1. oktober som kontorchef i Udlændingestyrelsen og Malene Sau Lan Leung starter den 1. november som kontorchef i Rigsrevisionen.

Carina Michele Birkholm Larsen bliver konstitueret kontorchef for ØSC Regnskab på Landgreven og Viborg fra den 1. november. Carina er i dag teamleder i vores Team Driftsunderstøttelse og Kvalitet og har været i Statens Administration, lige siden vi blev etableret.

Planen om overdragelsen af de ledelsesmæssige opgaver er udarbejdet, og i den kommende måned vil overdragelsen af disse opgaver gradvist finde sted.

Opdateret kreditorkontakt

Postkasser og kontaktinformation på kreditorteams i Hjørring er blevet opdateret.
Ændringerne er gældende fra og med 3. oktober 2016.

Se liste med kreditorkontakt her >>