Ny release til automatiseret brugerkontrol øger effektiviteten af brugerrettighedskontrol

Statens Administration opgraderer Automatiseret brugerkontrol med ny release, der giver mulighed for at foretage endnu flere kontroller af brugerrettigheder på tværs af fællesstatslige systemer.

I 2022 lancerede Statens Administration ydelsen ’Automatiseret brugerkontrol’ med det formål at hjælpe vores kunder med at imødekomme kravene til sikring af den rette funktionsadskillelse og kontrol med brugerrettigheder på tværs af ni statslige systemer.

Automatiseret brugerkontrol er et brugerkontrolsystem for rettigheder i de otte fællesstatslige systemer: Navision Stat, IndFak, RejsUd, SKB, Statens HR, SBS, SKS og Brugerstyring Løn (BSL). Systemet udgøres af en softwarerobot, som effektiviserer og højner kontrolprocessen samt fortæller præcis, hvilke kontroller der er relevante at gennemføre, og hvor der findes konfliktende rettigheder.

På baggrund af Økonomistyrelsens vejledning om intern finansiel kontrol, udarbejdede Statens Administration en liste med 39 identificerede kontroller. Tilsammen udgør disse 39 kontroller et kontrolgrundlag, der skal udføres, såfremt en medarbejder har rettigheder i et eller flere af de førnævnte otte fællesstatslige systemer, for at efterkomme Økonomistyrelsen kontrolkrav.

Ved lanceringen af ydelsen understøttede kontrolgrundlaget 14 ud af de 39 kontroller. Siden har dygtige udviklere i Statens Administration arbejdet videre med ydelsen, hvilket betyder at man med nu kan udføre 35 af de 39 påkrævede kontroller.

Den nye release øger vores kunders indsigt i, hvilke aktiviteter og ændringer en administrator med adgang til flere systemer har foretaget sig i en given kontrolperiode. Helt konkret giver den nye release til Automatiseret brugerkontrol mulighed for at udtrække flere lograpporter af hændelsesforløb foretaget af lokale systemadministratorer. Det medvirker til at minimere risikoen for fejl i brugerkontrol yderligere samt, at de påkrævede kontroller, som Økonomistyrelsen tidligere har fremlagt i deres vejledning fra 2020, bliver udført.