Nyt system øger brugervenligheden af jeres månedlige regnskabserklæring

Statens Regnskabsgodkendelse (SGO) erstatter Statens Koncernsystem (SKS) til udarbejdelse af regnskabserklæringer og regnskabsgodkendelser. Få overblik over ændringerne her.

Når I den 17. marts modtager jeres første regnskabserklæring i 2025 efter periode 02.2025, så ser den lidt anderledes ud, end I er vant til.

Økonomistyrelsen introducerer i februar 2025 Statens Regnskabsgodkendelse (SGO) til udarbejdelse af regnskabserklæringer og regnskabsgodkendelse. I kan fortsat finde jeres tidligere regnskabserklæringer til og med 2024 i Statens Koncernsystem (SKS).

I det følgende får I overblik over de væsentligste ændringer ved overgangen til SGO.

Regnskabserklæringen struktureres som årsregnskabet

Regnskabserklæringens spørgsmål og kontroller er nu struktureret på samme måde som jeres årsregnskab. Det sikrer en god sammenhæng mellem de løbende kontroller af regnskabet og det endelige årsregnskab. Rækkefølgen af spørgsmålene inddeles i følgende fire kategorier:

  • Tværgående
  • Resultatopgørelse
  • Aktiver
  • Passiver

Punkt 0 ”Bogføringskredsspecifikke forhold” flyttes til drejebogen i Kundeportalen

Særlige forhold for jeres organisation beskrives fremover i drejebogen, som I finder i Kundeportalen. Dermed udgår punkt 0 af regnskabserklæringen.

Punkt 18 ”Er E-indkomst for perioden afstemt, og er afstemningen vedhæftet?”

Punktet "Er E-indkomst for perioden afstemt, og er afstemningen vedhæftet?" ændres til: "Har afstemning af E-indkomst givet anledning til bemærkninger?".

Denne ændring betyder, at spørgsmålet nu er ’vendt om’, så et positivt resultat besvares med "Nej", og et negativt resultat med bemærkninger besvares med "Ja".

Punkt 19 ”Lønteamets øvrige kommentarer til kunden” ændres fra et kommentarfelt til et spørgsmål

Punktet "Lønteamets øvrige kommentarer til kunden" ændres til: "Er der foretaget lønindberetninger ud over det aftalte opgavesplit?" med svarmulighederne "Ja", "Nej" eller "Ikke relevant". Dermed får spørgsmålet samme struktur som de øvrige spørgsmål.

Anmod Statens Administration om opfølgning på jeres kvitteringssvar

I SGO får I mulighed for at markere, at I har indsat kommentarer i jeres kvitteringssvar, som kræver handling fra Statens Administration. Det gøres ved at slå ’Ja’ til ved spørgsmålet ”Skal SAM følge op på kvitteringssvaret?”

Har I spørgsmål?

I er altid velkomne til at kontakte vores Kundebetjening på regnskab@statens-adm.dk eller tlf.: 3392 9800, hvis I har spørgsmål til jeres regnskabserklæring.

Har I spørgsmål til det nye regnskabserklæringssystem SGO, henviser vi til Økonomistyrelsens webinarer, hvor systemet præsenteres, og der er mulighed for at stille spørgsmål til funktionaliteterne. Invitationen til webinarer er sendt til oprettede brugere i systemet. Hvis du ikke har modtaget en invitation, så kontakt din lokale brugeradministrator.

Økonomistyrelsen holder webinarer på følgende datoer:

  • 18. og 26. februar om regnskabsgodkendelse i SGO
  • 20. og 24. februar om regnskabserklæring i SGO
  • 11. marts om Statens Koncernrapportering