Udenlandske konti kan også sættes op som NemKonto

Udbetaling af løn i DKK til medarbejdere med en udenlandsk bankkonto kan indberettes i SLS, men bankkontoen kan også opsættes som en NemKonto, hvilket giver en række fordele uanset om medarbejderen er fastlønnet og jævnligt får betalinger, eller medarbejderen er periodisk aflønnet – fx honorarlønnet.

For de fastlønnede medarbejdere, der jævnligt får lønudbetalinger, vil opsætning af deres udenlandske bankkonto som NemKonto mindske risikoen for udbetalinger til forkert konto. Medarbejdere med periodiske udbetalinger til en NemKonto undgår at skulle oplyse kontonummer eller referencenummer til tidligere bestillinger på bestillingen af hver lønudbetaling.

Såfremt en medarbejders udenlandske konto ændres til en NemKonto, skal det indmeldes via en bestilling til Statens Administration. Bemærk, at det er medarbejderens ansvar, at kontoen er korrekt.

Uanset om den udenlandske bankkonto er indsat i SLS eller opsat som NemKonto, så er det ikke nødvendigt at indsende en bestilling på acontoudbetaling, da udbetalingen kan følge den almindelige lønkørsel. Der er kun behov for en acontoudbetaling, hvis udbetalingen skal ske før udbetalingsdatoen på lønkørslen, eller hvis udbetalingen skal ske i en anden valuta end DKK.

Læs mere om opsætning af udenlandsk bankkonto som NemKonto på NemKontos hjemmeside