Tilsynserklæring

På denne side publiceres tilsynserklæringer fra Finansministeriets kontor for Revision og Tilsyn vedr. Statens Administrations opgavevaretagelse

Tilsynet med Statens Administrations processer og opgavevaretagelse har i 2017 været varetaget af Kontor for Revision og Tilsyn (KRT) i Finansministeriets departement.

Tidligere års erklæringer fra Finansministeriet om Statens Administrations opgavevaretagelse skal ses i lyset af den tidligere § 9-aftale mellem Finansministeriet og Rigsrevisionen om revisionen af Finansministeriets koncern, hvor Finansministeriets interne revision varetog en del af revisionsopgaven. Fra og med september 2016, hvor Rigsrevisionens § 9-aftale med Finansministeriet er opsagt, har revisionen af Finansministeriet - herunder Statens Administration - alene været varetaget af Rigsrevisionen, som dog ikke afgiver erklæringer mellem statslige institutioner.

Finansministeriets ledelse har efter opsigelsen af revisionsaftalen med Rigsrevisionen etableret et kontor for revision og tilsyn, med henblik på bl.a. at afrapportere om tilsynet med Statens Administrations opgavevaretagelse, da dette vurderes som væsentligt for kundernes varetagelse af deres ansvar for løn og regnskab. Desuden blev det tilkendegivet overfor kunderne ved etableringen af Statens Administration, at der blev afrapporteret til dem om Statens Administrations opgavevaretagelse.

Tilsynet har bestået i en række møder med Statens Administrations ledelse og medarbejdere samt en række undersøgelser af Statens Administrations opgavevaretagelse. Tilsynet har endvidere bestået i opfølgninger på både Rigsrevisionens og KRT’s egne bemærkninger fra tidligere år, samt mødedeltagelse ved Rigsrevisionens revisioner af Statens Administration.

Tilsynet har fokus på, at Statens Administration iværksætter og implementerer foranstaltninger med henblik på at adressere væsentlige risici i forhold til Statens Administrations opgavevaretagelse, som er konstateret af tilsynet, Rigsrevisionen og som led i koncernens egen risikostyring.

Konkrete undersøgelser fra KRT er løbende afrapporteret til Statens Administrations ledelse og til ledelsen i Moderniseringsstyrelsen