Mød Jacob

""

Jacob Strue har arbejdet i Statens Administration siden 2018 og er ansat som IT-konsulent i ”Optimering og kvalitet”. Han er uddannet Datafagtekniker i 2008 og har tidligere fungeret som afdelingsleder ved IT Center Nord.

Hvad er dine primære arbejdsopgaver?

Som IT-konsulent er jeg med til at udvikle og vedligeholde de IT systemer, der understøtter driftsopgaverne i Statens Administration. Jeg har kontakten til Statens IT og de øvrige leverandører, som vi benytter og er afhængige af til de forskellige platforme, som anvendes af medarbejderne i de forskellige afdelinger. Jeg er teknisk ansvarlig for en række systemer, som betyder, at jeg sidder med ansvaret for at tilpasse og konfigurere systemerne, så de fungerer bedst muligt. Mine arbejdsopgaver kræver, at jeg har forståelse for forretningsbehovene og kan omsætte dette til tekniske løsninger, der skal udvikles og implementeres i vores IT portefølje.

Hvad kan du særligt godt lide ved Statens Administration som arbejdsplads?

Statens Administration er en organisation i hastig udvikling. Der opstår kontinuerligt nye behov for at optimere forretningen og arbejdsgangene, som vi i min afdeling skal sikre både fungerer i praksis og lever op til de sikkerhedsmæssige krav. Vi er en organisation, som er lydhør overfor nye tiltag og inddrager de erfaringer, vi hver især bidrager med. Vi har en flad organisation, så det er let at gå til en leder eller chef og drøfte mulige nye tiltag, og det er dejligt, at ledelsen er tæt på medarbejderne. Da jeg startede i mit job oplevede jeg, hvordan Statens Administrations onboarding af nye medarbejdere fungerer. Her mødte jeg et professionelt tilrettelagt opstartsprogram, så det var ikke svært at komme i gang med arbejdsopgaverne efter den introduktion.

Hvad synes du, er det mest spændende ved dit arbejde?

Afveksling. Min hverdag består ikke at rutinemæssige opgaver, eller dage der ligner hinanden. Jeg bliver inddraget i mange forskellige projekter. Det veksler i alt fra projektledelse og forretningsudvikling til deciderede teknisk udvikling og konfiguration af systemer og servere. Jeg kan være med til at sætte mit præg på, hvordan Statens Administrations IT landskab skal se ud, og hvilke løsninger vi skal udvide forretningen med. Jeg har gode og spændende møder med både kolleger og leverandører, hvor vi i fællesskab skaber resultater med værdi for opgaveløsningen. Vi hjælper hinanden og er konstruktive i tilgangen til de opgaver, vi skal løse.

Hvilke kompetencer har du udviklet i Statens Administration?

Som ansat i Statens Administration skal man være omstillingsparat. Med et stadig større behov for tilpasninger i systemporteføljen er det nødvendigt, at jeg kan sadle om, hvis det bliver nødvendigt. Deraf har jeg også personligt flyttet mig meget i evnen til at træffe hurtige beslutninger. Som person er jeg pr. natur meget velovervejet, men jeg øver mig stadig i at være hurtig på aftrækkeren, så vi kommer i en ny retning, når det kræves. Selv om vi er under konstant udvikling, har vi samtidig behov for at standardisere og optegne processer for arbejdsopgaverne. Det har jeg også lært meget af. Det er vigtigt, at der er ensretning og logisk sammenhæng i måden der arbejdes på, og systemerne der arbejdes i.

Hvad vil du sige til en, der overvejer at søge job hos Statens Administration?

Hvis du vil være med til at forme en organisation, der stadig er ung og ikke er groet fast i rutiner og ”sådan plejer vi at gøre”, så skal man komme til Statens Administration. Her er højt til loftet, og du får mulighed for at være med til at sætte dit faglige præg på en statslig institution. Du har gode muligheder for uddannelse og kurser, som kan være med til at påvirke din egen udvikling.